«Kunne jeg sige det med ord, ville der ikke være nogen grund til at male».
Det er den sætning, der byder gæsterne velkommen til Edward Hopper: New York og videre på Palazzo Blu i Pisa.
En kort og enkel sætning, der på sin egen måde er blevet et lille manifest for Hoppers værk. Den rummer med få ord det, man føler foran et af hans malerier, og især det, der overvælder én, når man forsøger at sætte ord på det.
Lad os derfor starte med et konkret faktum, der viser, hvor sjældent det er at finde en udstilling om den amerikanske maler i Italien og i Europa.
Man må tilbage til 2020 for at finde en monografisk udstilling om Hoppers landskaber, i Basel, og helt til 2016 for at finde en i Italien, i Rom.
Noget sammenligneligt med Edward Hopper: New York og videre dukker først op i 2009, da Milano og Rom viste den første oversigtsudstilling i Italien, med over 160 værker.
Det siger sig selv, at det viser, hvor usædvanligt det er i Italien at kunne se en udstilling med over 150 værker af Hopper, og så på et så stemningsfuldt sted som Palazzo Blu, et museum der næsten ser ud, som om den amerikanske maler selv havde tegnet det.
På turen gennem salene finder du sandsynligvis ikke dine yndlingsværker af Edward Hopper, eller dem du allerede kender. At gå rundt og lede efter noget, der ikke er der, passer fuldstændig til stemningen i Hoppers malerier.
Edward Hopper og Whitney Museum of American Art
For denne udstilling, og for meget andet, skal man takke Gertrude Vanderbilt Whitney, en billedhugger og filantrop, der fra begyndelsen af 1900-tallet begyndte at købe og vise værker af nyskabende amerikanske kunstnere, som havde svært ved at slå igennem.
Metropolitan Museum of Art gik så vidt som til at afslå gaven af de værker, hun havde samlet i sin Whitney Studio Club, så Gertrude besluttede at stifte sin egen institution, der skulle fremme kunsten og kunstnerne i USA. Whitney Museum of American Art opstod således i 1930, allerede rigt på værker af Hopper.
Da Hopper døde i 1967, og hustruen Jo året efter, blev deres kunstneriske efterladenskaber på næsten tre tusind genstande, hovedsagelig malerier og tegninger, testamenteret til Whitney.
Fra New York til Paris
Rundturen begynder uundgåeligt i den by, hvor Edward Hopper blev født, og som danner baggrund for størstedelen af hans malerier: New York. Fra New York School of Art og Robert Henris undervisning beholdt han altid tilgangen til at male den amerikanske virkelighed rå og uden pynt og at sætte udtryksfuld egenart over teknisk mesterskab. I New York arbejdede Hopper også som illustrator og kommerciel grafiker, et arbejde han afskyede, men som en tid sørgede for hans levebrød. Erfaringen viste sig også nyttig til at lære at fange motivernes psykologi og fortællende spænding med få gestus og udtryk.
Mellem 1906 og 1907 lærer Hopper to forskellige sider af Paris at kende, som han kalder verdens smukkeste by. Først den mørke og regnfulde side, så friluftsmaleriet og impressionismens indflydelse.
Hopper går hinsides de parisiske landskaber og begynder at male de mennesker, han møder i byen, så de næsten bliver til arketyper.
Mesterværket, der samler denne erfaring, er Soir bleu (1914), et maleri, der først blev modtaget meget køligt, og som endte med at blive skjult i malerens hjem i mange år, indtil hans død.
Edward Hoppers New York
Hoppers New York er ikke det, vi har i den kollektive forestilling, fyldt med menneskemængder og en larmende, overvældende energi. Hans New York tilhører ensomme skikkelser, opslugt af eller overmandet af deres egne tanker, mennesker der deler et fysisk rum og intet andet. Ingen bevægelse, ingen interaktion. Dyb melankoli, men ingen tristhed.
Hopper åbner vores øjne for et filmbillede, der fortæller noget, uden at sige hvad der er sket, eller hvad der kunne ske: det er op til os.
New England og Cape Cod
Selv om New York hele tiden forblev centralt i Edward Hoppers værk, gav somrene i New England og på Cape Cod maleren en kulisse, der ser ud til at være skabt til at ende i hans malerier. Ensomme huse, klinter, vindblæste klitter, små veje, egnens fyrtårn. Billeder, der egner sig perfekt til at blive reduceret til væsentlige geometrier, indfattet mellem lys og skygge af håndgribelig tæthed.
Billeder, der svæver i tiden og fanger blikket med deres magnetiske storslåethed.
Jo
Båndet mellem Edward og hustruen Josephine er en af de mindst kendte detaljer i Hoppers liv og en af de mest fascinerende. De gik sammen på Robert Henris malerkursus på New York School of Art og mødtes i 1914. I 1923 forlovede de sig, og et år senere blev de gift.
Jo arbejdede som figurativ kunstner ved Edwards side under hele ægteskabet og var hans eneste model, ud over at hun med stor omhu passede hans arkiv og skitsebøgerne med pen- og blæktegninger.