Der er blevet talt alt for godt om Geese i alt for få måneder, hvilket er et stærkt tegn på, at noget ikke stemmer.
Og faktisk er beskyldningerne om at være et »industry plant« – altså et band, hvis succes er skabt på forhånd – også kommet i kølvandet. Den første sikkerhed er, at vi ikke står over for et »industry plant« i ordets snævre forstand, da Geese har spillet sammen siden 2016 og allerede havde udgivet to album, der blev modtaget positivt af mange kunstnere og branchefolk. Den anden sikkerhed er, at de i forbindelse med udgivelsen af deres tredje album (Getting Killed, 2025) har sat godt gang i den digitale markedsføring.
Skandalen, hvis man kan kalde det det, skyldes, at Geese har opbygget deres omdømme i indie-miljøet, hvor den slags tiltag aldrig er særlig velkomne. Frem for alt, da aggressiv markedsføring og jagten på fordele og favorisering har eksisteret lige så længe som musikken, har publikum moret sig med at optræde som jury og spekulere på, hvor langt man kan gå, før det bliver uetisk. Og det er her, vi finder et udtryk, der bedst beskriver det skub, Geese har fået: »psyop«, altså en målrettet strategi for at påvirke publikum. Bandet har sat sin lid til et promoveringsbureau, der hævder at »være i stand til at skaffe visninger på hvad som helst«. Den primære strategi består i at oprette hundredvis af sider på Instagram og TikTok om forskellige emner og derefter skabe potentielt virale videoer med de sange, der skal promoveres, som baggrundsmusik, kort sagt at simulere en spontan opdagelse. For at styrke strategien suppleres den med sider, der ser ud til at være drevet af bandets fans, hvor der postes koncertvideoer og interviews. Som prikken over i'et hyres små kreatører, der simulerer spontant indhold: en slags små influencere, der dog udstråler mere tillid og oprigtighed. Er der nogen forskel i forhold til at spamme pressemeddelelser og/eller smigre journalisterne, så de skriver om dig? For publikum ser det ud til at være tilfældet, især hvis du kommer fra indie-verdenen.
På den anden side er det ikke sikkert, at dette skub nødvendigvis virker, hvis din musik i sidste ende ikke falder i god jord. En af grundlæggerne af det ovennævnte bureau har udtalt, at han har kendt og værdsat Geese siden deres første album. Der åbner sig således et modsat synspunkt: Geese er så gode, at det ville have været en skam ikke at lade det brede publikum opdage dem, og lytterne har faktisk reageret klart. Ingen beskylder dem for at lave dårlig musik. Selv Cillian Murphy siger, at han er besat af dem (takket være sin søn), og inkluderer i denne besættelse også frontmanden Cameron Winters soloalbum. Sandheden ligger, som det næsten altid er tilfældet, sandsynligvis et sted midt imellem. Geese er et band med utvivlsomt talent, og Cameron Winter er en fremragende musiker (roset også af Nick Cave). Hypen omkring dem er sandsynligvis overdrevet og har bidraget til at forme musikjournalisternes vurderinger på en alt for optimistisk måde. Dette ender med at skabe antipati i publikums øjne, især hos dem, der kender dem fra aviserne før gennem hovedtelefonerne. De markedsføringsstrategier, de har brugt, er ikke mere skandaløse end mange andre, der har været brugt i årtier. Det er strategier, som mange andre kunstnere har forsøgt sig med: med Geese har det virket, og æren tilfalder også bandets dygtighed. Dette irriterer helt sikkert dem, der prøver de samme taktikker uden det samme resultat, eller dem, der med rette foragter denne form for markedsføring.
Der er også spørgsmålet om, »hvor mange andre kunstnere ville have samme succes med de samme muligheder?« Tja, det er et spørgsmål til en million dollars.
Og det var bestemt ikke Geese, der fik os til at tænke på det første gang.