Chiara Bertelli er tilbage i R&B, soul og jazz. Hendes nye single, La fiera del niente, er ude nu. I årevis arbejdede hun under navnet Elly. Nu starter hun forfra med sit eget, det der står i passet. Det føles som at komme hjem: tilbage til hendes ærligste stemme, med andres forventninger udenfor.
Hun har selv skrevet og komponeret nummeret. Det er elegant og råt, og det blander moderne R&B, filmisk soul, jazz og singer-songwriter-pop til en svævende, natlig stemning. Produktionen lader hver nuance i stemmen ånde, svøbt i en varm, fløjlsblød lyd.
Sangen vokser ud af en ægte skrøbelighed: følelsen af ikke at passe ind i en verden, der belønner fart og overflade og levner lidt plads til dybde og empati. Inde i den sårbarhed ligger også en genfødsel. La fiera del niente bliver en søgen efter indre fred, en invitation til at lære sig selv bedre at kende og gøre sin følsomhed til styrke. Den handler om helbredelse og lytten, med en mere åndelig, intuitiv side.
Med dette kapitel sætter Chiara Bertelli en klar retning: moderne R&B, soul og jazz bygget på ærlighed, elegance og følelse. Rødderne ligger i den sorte tradition, og lyden ligger tæt på kunstnere som Jazmine Sullivan, Sophie Faith, Sasha Keable, Yebba, Leon Thomas, Giveon og PJ Morton.
Interviewet med Chiara Bertelli i anledning af udgivelsen af La fiera del niente
Hvordan opstod La fiera del niente?
Sangens kim opstod for flere år siden. Jeg havde længe overvejet at skrive igen og tale om mig selv på en helt ægte måde, men der var altid noget, der fik mig til at stoppe, allerede før jeg var begyndt.
I fjor, omkring samme tid, efter enormt meget arbejde med mig selv og midt i en dårlig periode privat, følte jeg mig alene og desorienteret. Det var ikke første gang, men det føltes, som om jeg skulle starte forfra fra nul.
Efter en kompliceret sommer, der drev mig op i en krog, forstod jeg, at det var tid til at begynde forfra, med udgangspunkt i mig selv. Det var det eneste, jeg følte, jeg endnu ikke havde mistet.
Jeg tog flere sange frem, som jeg havde skrevet og ladet skimmelsvampe i mapperne på min computer. Jeg lyttede til La fiera del niente igen, og den føltes som den rigtige at starte forfra med.
Titlen har fulgt melodien, lige siden den har eksisteret i mit hoved. Den stammer fra en kort, samfundsorienteret tekst, som min mor skrev i sin fritid, og som inspirerede mig stærkt.
Da jeg lyttede igen, opdagede jeg, at ordene kom fra et gammelt blik, som med tiden havde ændret sig. De trængte til en mere tidssvarende dragt. Jeg ændrede næsten hele teksten fra første udgave, skrev broen, som ikke fandtes endnu, og tilføjede nye vokalparter. Derefter gennemgik vi harmonierne sammen med produktionen og syede den bedste dragt til sangen, den kunne få lige nu, efter min smag, min stil og min måde at føle på.
Hvad er der tilbage af Elly i din nye identitet?
Alt er tilbage. Det levede liv, erfaringen, glæden hos en teenager, der vil leve af musik, sårene, de gode minder, men også tristheden og frustrationen.
Elly er en del af mig, som jeg hverken kan eller bør slette, selv om jeg ofte har ønsket det. Hun hører til min historie og til alt, hvad jeg bærer med mig efter 12 år i musikken og frem for alt i livet.
Chiara er mig, uden filter. Hun har det navn, mor og far gav mig, det som alle altid har brugt. Når jeg hører det råbt højt på en plads, selv om det er et af de mest almindelige, vender jeg mig om.
Chiara er Ellys sjæl.
Ingen karakter, ingen konstruktion, ingen løgn.
Chiara er pigen på 3, der sang Christina Aguilera, Michael Bublé og Mariah Carey i bilen med sin mor. Pigen på 11, der insisterede så længe, at hun fik lov at gå til sang og stå på scenen. Teenageren, der ville have gjort alt for at føle sig set, elsket og i centrum. Nittenåringen, der forlader sin lille by for byen og konservatoriet og føler, at hun skal starte forfra fra nul, som om hun aldrig havde set verden før.
Chiara er jazzsangerinden, sangskriveren, vokalisten, sangunderviseren, resultatet af et helt liv viet til musik. Men alt det er alt for lidt. Chiara er meget mere, og jeg håber at kunne fortælle det i mine sange. Chiara er mig, fra dybet af mit væsen.
Hvad udløste ønsket om at starte forfra med dit eget navn?
Jeg havde gået med tanken længe, mindst fire eller fem år. I fjor forstod jeg, at den største blokering, der forhindrede mig i at skrive igen, var min identitet. I årevis havde jeg båret et navn, jeg fik i begyndelsen af mine første produktioner, og jo mere jeg voksede, lærte, eksperimenterede og levede, jo mindre følte jeg, det var mit.
Min musikalske vej er lang for en på 28. På plade begynder den i 2014, og længe før det i uddannelse og eksperimenter. Den har ikke altid været let. For nogle år siden måtte jeg se min sandhed i øjnene. Situationer og mennesker, jeg troede ville gøre mig godt og løfte mig, havde alt for længe suget livskraften ud af mig.
Valget var ikke let, af mange grunde, fra de mest intime til bureaukratiske, tekniske og brandmæssige. Men det var nødvendigt. Et punktum for fortiden og et stort begyndelsesbogstav til et nyt kapitel, der handler om mig, og som jeg håber bringer meget lys.
Hvordan overlever man hverdagen uden at lade sig rive med af overfladiskhed og fart? Hvordan klarer du det?
Tja, jeg klarer det ikke altid, og det er netop derfra, sangen kommer. At føle, mærke og tage så meget ind hjælper ikke altid, især ikke i en verden så hurtig som vores, hvor alt forbruges hurtigt, og intet ser ud til at stoppe eller blive.
La fiera del niente er metaforen for alle de ting, relationer eller situationer, der hverken har eller giver værdi. De dukker bare op, uden substans bagved.
På Brescias dialekt siger man “nient de sena”. Det betyder ordret “ingenting til aftensmad”, omtrent som “meget røg og ingen steg”.
Jeg har forsøgt at give med mit blik, som ikke kun er analytisk, men også kommer fra maven og til tider er åndeligt, følelsen af utilstrækkelighed, når man ser overfladiskheden, hastværket og det maniske forbrug og føler sig malplaceret, fordi man længes efter noget sandt og enkelt. Ubehaget ved at komme i kontakt med vores følelser, fordi den ydre beholder er for lille til at rumme dem.
Da jeg førte den store tanke tilbage til min egen følelse og musik, så jeg sangens dele som en modsætning mellem lys og skygge, som vi alle bærer i os. Verset er skyggen: min mere “jordiske” side, uafklaret og skrøbelig, vred og forvirret, som bliver ved med at spørge uden at finde svar.
Omkvædene er min mere “åndelige” side, lyset og håbet. Den klarsynede del, der husker, at alt, hvad jeg har oplevet og oplever, fører mig mod en vigtig udvikling. Den del, der ikke er bange for at “spejle sig i gamle frygtsomheder” (citat fra teksten). Det er ikke kun mine frygtsomheder, men dem, vi alle har, og som vi sandsynligvis har båret på i generationer.
Denne dualitet findes i os alle, og at finde balancen forbliver livets vidunderlige mysterium.
R&B, jazz og soul har historisk haft det svært i Italien, men de seneste år har flere kunstnere taget den vej op igen. Tror du, der er sket noget?
Jeg tror, at vi, især de seneste år og blandt de nye generationer, ligesom i vores samfund, er på vej mod en stor splittelse.
På den ene side er der musik lavet med AI: falske stemmer, samples, stereotype genrer, der er lette at fange, tekster uden betydning. Meget iørefaldende og utroligt brugbar til marketing, til en stadig mere centrifugal massespredning.
På den anden side er der en tilbagevenden til projekter med kun rigtige instrumenter, research og blanding af genrer, en lyst til et moderne sprog, der stadig bærer fortidens erfaring og skønhed. Musik, der fik sjælen til at vibrere og hjertet til at danse, ord, der kunne berolige sindet.
Jeg tror stærkt på, at genrer, der regnes for “nichegenrer”, som R&B/soul, jazz og mange andre, bliver lyttet til igen, selv af et musikalsk mindre skolet publikum, med drivkraften hos en, der er faret vild i ørkenen: at drikke igen, at spise igen.
Jeg tror, at jo længere vi kommer, jo mere får vi brug for at gå tilbage og røre sandheden med hænderne, ting, der smager ægte og giver genklang i vores ældste del.
Dine største inspirationer i musikken?
Lige fra jeg var lille, har jeg været fascineret af Black Musics store stemmer, fra soul af den gamle skole til mere moderne, krydsbestøvet pop/R&B.
Min jazzuddannelse på konservatoriet åbnede uden tvivl og for altid døren til en enkeltbillet mod Black Music. Alt, der er farverigt, varmt, adræt og bærer dybe budskaber, tilhører mig.
Jazzen giver mig altid elegance og forfinelse, men også alle de rå, viscerale følelser hos dem, der lagde grunden. Improvisationen og opmærksomheden på harmonier håber jeg altid at bevare i min egen musik.
Soul og pop-R&B tiltrækker mig med groovet, den varme farve og det stærke fortolkende patos. Og som en god italiener kan kærligheden til ordene ikke mangle, til en skrivemåde, der altid henter næring hos vores sangskriverkunsts store penne.
Dine yndlingssange? Eller rettere, de sange, der bedst viser, hvem Chiara er.
Hvis jeg skulle nævne mine yndlingssange, eller dem, der gennem årene har haft med mig og de genrer at gøre, jeg har lyttet til og elsket mest, ville jeg fylde mindst ti sider. Da det ikke kan lade sig gøre, nøjes jeg med seks numre, der kørte i konstant rotation på min playliste i fjor og fulgte mig på rejsen mod navneskiftet og nystarten med min egen musik.
- Look Me, I Can Fly – Annie Tracey
- Yes It Is – Leon Thomas
- Move it along – Sasha Keable
- Traces – Tyler Lewis
- Folded – Kehlani
- Twenties – Giveon