Strokes' nye album, Reality Awaits, virker bevidst lavet til at irritere det bredest mulige publikum, lidt ligesom Ferrari Luce. Det vil ikke vinde ret mange nye fans, og det vil ikke overbevise en stor del af de gamle fans.
Seks år efter The New Abnormal var forventningerne til Reality Awaits enorme. Med singlen Going Shopping havde bandet selv allerede sørget for at dæmpe forventningerne, eller i det mindste gjort det klart med det samme, hvilken retning det nye album ville tage.
At blive ved med at sammenligne de næsten 50 årige Strokes med dem fra 2001 og 2003 giver simpelthen ikke mening længere. Nogle trends vender altid tilbage, eller forsvinder aldrig, som brede bukser eller amerikanske bombardementer i Mellemøsten, men den historiske periode hvilede på helt andre dynamikker end dem fra 2026.
Nutidens Strokes skulle vælge: blive en karikatur af sig selv, måske med jubilæumsturneer for Is This It og læderjakker til nyskilte boomere, eller opføre sig som Strokes og omfavne tidens gang, selv på risikoen for ikke at falde i smag. De valgte tydeligvis det andet.
Reality Awaits er proppet med autotune, men den, der bliver overrasket over det valg, har nok aldrig lagt mærke til, hvor massivt Julian Casablancas har brugt stemmeeffekter på næsten alle sine album.
At den forvrængede, komprimerede lyd af hans stemme på Is This It blev hyldet, mens autotunen på Reality Awaits bliver flået i stykker, ændrer ikke ved sagen: det er stadig en kunstnerisk brug af et værktøj, der ændrer stemmen.
Under alle omstændigheder mindede lyden af Reality Awaits os så meget om Daft Punk, at vi ikke fandt nogen bedre måde at rangere sangene på end denne: fra den mest Daft Punk til den mest Strokes.
9 - Falling out of Love
6 minutter og 20 sekunders sang, en slags odysse for de nye generationers opmærksomhedsspand (men også de gamles, slidt ned af internettet). Daft Punk på 110%, det lyder som en demo af Random Access Memory, et svært nummer man kommer til at elske, når man læser teksten grundigt.
8 - Psycho Shit
Mere Daft Punk eller mere Radioheads Exit Music (For a Film)? Godt spørgsmål, gjort endnu mere kompliceret af ekkoerne fra The Gnome og See Emily Play fra tidlige Pink Floyd, der dukker op i sangens anden, foruroligende del. Albummets sværeste sang, og også den første: herfra er det hele nedad bakke.
7 - Tyrants of the Mellow Moon
Albummets sidste nummer, måske også dets manifest. Under alle omstændigheder en del Daft Punk i lydbilledet.
So we go for one more ride And that's okay 'cause I did my time But now I wait for another chance When I will take everything I canHere we are for the final time And I hope you say that I made you laugh Oh, I tried to make things right Though it's hard, maybe I can for just one night Though I never say the same thing twice I will sigh one more time
6 - Going Shopping
Hører man hele albummet, er det svært at forstå, hvorfor Going Shopping blev valgt som single, som visitkort efter 6 års stilhed. Det er ikke det bedste nummer, ikke det mest eksperimenterende, ikke det, der er mest knyttet til Strokes' historie. Måske forklarer det netop udmærket, hvorfor det blev valgt som single.
5 - Liar's Remorse
En sang der ikke ligner noget andet, bortset fra en begyndelse der minder om Stairway To Heaven og glider over i noget næsten reggaeagtigt på 30 sekunder. Mens man venter på trommerne, hænger man fast i Julians linjer, der danser hen over et alt for enkelt fundament. Også her løfter ordene sangen til et andet niveau, men ikke så meget som outroen, der tager al den venten på trommerne og løser den i en slutning, der efterlader en målløs. Et virkelig overraskende nummer, der starter uden nogen forventninger, bliver bedre minut for minut og ender med at blive en af dine favoritter.
4 - Dine N'Dash
Her begynder vi at bevæge os ind i et område befolket af sange, der ikke ville have virket malplacerede på et hvilket som helst andet Strokes album.
3 - The Fruits of Conquest
Den ligger ikke på førstepladsen kun fordi den er mere Rolling Stones end Strokes. Lidt Gimme Shelter, lidt Mess It Up, lidt Mick Jagger i Miracle Worker.
2 - Lonely in the Future
Reality Awaits kan man lide eller ej, som sagt virker det som et album lavet til at splitte, men om Lonely in the Future er der ikke meget at diskutere: det er et overvældende nummer.
Der er innovation, ja, men det føles stadig som en sang, der er hoppet ud af 2001 og forklædt til perfektion for at passe ind i 2026. Den ville ligge på førstepladsen, hvis det ikke var for den autotune drift, der minder os om, at nej, det er ikke et nummer fra 2001.
1 - Going to Babble On
Det leder tankerne hen på Threat of Joy og Someday, med et par ekkoer af Phoenix. For fans af de mere klassiske Strokes bliver det albummets bedste nummer. Hvis nogen sagde, at det kom fra et helt andet album med bandet, ville vi ikke have svært ved at tro det.